Ved at bruge nærværende Websted indvilger du i brugen af cookies. Der henvises i øvrigt til vores Cookiepolitik. X

Male in store with smartphone

Jul er hygge og traditioner omkring bordet

FMCG and Retail | 11-10-2018

Hyggen bliver prioriteret højt i danskernes indkøbskurv, når vi køber ind til julen. Det afspejler listen af fødevarekategorier, som sælger godt op til jul. Tallene afspejler ikke ”det nye nordiske køkken”, men i stedet traditionelle kategorier, hvor danskerne søger hyggen og barndommens jul, når vi handler.

Den største salgsuge i dagligvarehandelen er uge 51, hvor salget ligger 27% højere end i en gennemsnitsuge. Allerede i uge 48 ser vi et opløft på 12% efterfulgt af et på 10% i uge 50.

På baggrund af ScanTrack data fra uge 45-52 sidste år har vi lavet en særlig juleopgørelse, som viser salget i november og december fordelt på såvel de største som de mest interessante kategorier. Vi køber mere chokoladedessert, julechokoladeprodukter, fjerkræ til juleaften, stearinlys og øl. Derudover kan vi ikke undvære snapsen til julefrokosten, men vi skal også have en ekstra kop kaffe for at komme helskindede gennem julens strabadser, og kaffe ligger således på 10. pladsen over mest solgte juleprodukter.

De tre største kategorier i juleperioden er rødvin, mælk og mineralvand med et salg på hhv. 591, 456 og 418 mio. kr. Disse er kategorier, som danskerne har et jævnt forbrug af henover året, men de ligger altså også i toppen, når vi handler ind til julen.

Top 10 Categories During the Christmas Season

"RENDYRKEDE" JULEKATEGORIER

Hvis vi ser på, hvad der sælges ud af butikkerne fra uge 45-52, og som virkelig fylder op i indkøbsvognen, er det chokoladedessert (gaveæsker), julechokoprodukter og friske citrusfrugter, som ligger nr. 3 på listen samt naturligvis fjerkræ til juleaften. Men vi hygger os også i hjemmene med stearinlys, smør, sild, snaps, øl og fisk på bordet - og nogle prøver lykken med et skrabespil. Der bliver også solgt batterier op til jul for 64 mio. kr., som skal bruges til de mange gaver og spil til børnene.

Top 25 Typical Christmas Categories

95% af Gløgg-salget finder sted i uge 45-52

Nogle kategorier sælges primært i julemånederne. 95,4% af gløgg-salget ligger i ugerne 45-52. Over 66% af salget af marmeladeflæsk, kokosnøddefedt, julechokoprodukter og kirsebær ligger også i juleperioden. Rødkål har i perioden en andel på 36,9% og er altså et produkt, som danskerne ikke kun spiser i juleperioden.

The Share of the Categories

Visse "sæson kategorier" sælges kun i få uger om året. Salget af mousserende vin som eksempelvis champagne stiger ikke overraskende op til nytår i uge 52, så det er vigtigt at være synlig ude i butikkerne i netop den periode. Salget af julechokoprodukter (chokoladekalendere mm) topper i sidste uge af november (uge 48), og chokoladedessert topper i uge 51.

Top 10 Christmas Categories Sales Per Week

God fornøjelse med julesalget 2018!

Spørgsmål rettes til Kasper Rygaard Truelsen
kasper.truelsen@nielsen.com og Tel: +45 7788 2335

Noter:

  1. Alle tal i dette nyhedsbrev og i de inkluderede grafer er målt i værdi (1000 kr.)
  2. Salget er målt i total dagligvarehandel ekskl. Aldi og Lidl
  3. De typiske julekategorier definerer vi i dette nyhedsbrev som kategorier, som har en betydelig del af hele årets samlede salg i perioden uge 45 - 52
  4. Kategorien julechokoprodukter indeholder marcipan, nougat, chokolade-julekalendere etc.
  5. Analysen er baseret på salgsdata for hele 2017 med fokus på ugerne 45 - 52