Pressemeddelelse

Immigration er nu danskernes størtste bekymring

Den økonomiske krise havde store konsekvenser for den danske økonomi, hvorfor netop økonomi længe har været danskernes største bekymring. Men det forgangne års terror og flygtningesituation har vækket stigende bekymring i løbet af 2015, og det fortsætter her i starten af 2016.

Nu er immigration for første gang længe danskernes største bekymring, mens økonomien indtager andenpladsen. Det viser nye tal fra analysevirksomheden Nielsen. Undersøgelsen baserer sig på svar fra 30.000 respondenter i mere end 60 lande, der har svaret på, hvad der bekymrer dem mest.

Bekymringer om immigration vokser markant
I første kvartal 2016 bekymrede 27% danskere sig mest om immigration. I fjerde kvartal 2015 var det 16% og i tredje kvartal 2015 kun 10%. Også bekymringer om terror har med tredjepladsen taget et hop frem sammenlignet med kvartalet før.

Samme tendens i Norden – næsten
Samme tendens som i Danmark viser sig også i de andre nordiske lande. I både Sverige og Norge er den største bekymring også immigration, mens det i Finland er økonomien. I Sverige fylder bekymringer om kriminalitet desuden mere end bekymringer om terror. Se tallene længere nede.

Forbrugertilliden faldet en smule
Undersøgelsen viser også, at forbrugertilliden i Danmark faldt en smule i starten af 2016. Nielsens Consumer Confidence Index viser således et fald i Danmark fra indeks 110 i fjerde kvartal 2015 til indeks 105 i første kvartal i 2016. ”Indeks 105 er stadig en meget høj forbrugertillid, og vi har tidligere set fald i samme størrelsesorden, hvor forbrugertilliden hurtigt efterfølgende har rettet sig op igen ”, siger Rasmus H. Sarauw-Nielsen, som er Retail Analytics Nordic Leader hos Nielsen. ”Danmark ligger på en syvende plads i forhold til alle 60 lande i undersøgelsen, hvor europæiske lande som Grækenland ligger på indeks 53, Italien på 59 og vores finske ’naboer’ på indeks 63”, fortsætter Rasmus.

Nielsen gennemfører hvert kvartal en global undersøgelse, som giver indsigt i forbrugernes vaner og tillid til arbejdsmarkedet og økonomien. Undersøgelsen giver et vægtet indeks for forbrugertillid, Consumer Confidence Index. Et indeks på 100 svarer til en værdi midtimellem ’god’ og ’ikke så god’.

Hent hele den globale rapport Nielsen Consumer Confidence her.