Indsigter

Halloween løfter konfekture salget med 25,6 procent
Artikel

Halloween løfter konfekture salget med 25,6 procent

Når vi i disse dage åbner vores tilbudsaviser eller bevæger os rundt i dagligvarebutikkerne, er vi ikke i tvivl om, at halloween står for døren. Uhyggelige kostumer, græskar og slik fylder i tilbudsaviserne og på gulvene i butikkerne, men hvordan påvirker denne nyere tradition egentlig salget af konfekture? 

Halloween faldt sidste år i uge 44, og i denne uge købte danskerne 25,6% mere konfekture i forhold til en gennemsnitsuge (rull. år uge 44 2018). Dette betyder, at der i uge 44 2018 blev solgt for 147 mio. kr. konfekture i dagligvarehandlen, mens en gennemsnitsuge ligger på 117 mio. kr. De største kategorier i halloween-ugen var chokoladeplader, julechokoladeprodukter og blandede poser (som f.eks. Matador Mix og Stjerne Mix).

Top-10-Confectionary-Categories

De kategorier, der voksede mest i værdi (indeks) i halloween-ugen, foruden julechokoladeprodukter og marmeladeflæsk, som primært sælges i oktober-december, var slikkepinde, andet slik (som i uge 44 primært består af poser med slik, der er målrettet halloween) samt skumprodukter. Disse produkter sælges således i højere grad i uge 44 i forhold til i de øvrige uger henover året.

Confectionary-Categories-Top-Halloween-Growth-Rate

SPECIELT KØBENHAVNERNE ER VILDE MED HALLOWEEN

Salget af konfekture ligger på indeks 131,0 i hovedstaden i uge 44 i forhold til en gennemsnitsuge (rull. år uge 44 2018), mens det på nationalt plan ligger på indeks 125,6. I regionerne Sjælland ekskl. hovedstaden (indeks 125,2), Midtjylland (indeks 124,8) og Syddanmark ekskl. Fyn (indeks 121,8) ser vi også en stigning i salget af konfekture – dog mindre end i hovedstaden. Fyn og Nordjylland er de regioner, hvor vi ser det laveste løft i konfekturesalget med indeks på henholdsvis 120,9 og 120,6. Alle regioner øger altså salget af konfekture i uge 44, men især i hovedstaden ser vi effekten.

DANSKERNE ELSKER SLIK OG HYGGE – HVER UGE, MEN ISÆR TIL JUL, PÅSKE OG HALLOWEEN

Danskerne elsker slik, og i løbet af et år bruger vi faktisk lige så mange penge på konfekture, som vi bruger på henholdsvis frosne fødevarer og husholdningsprodukter. Ligesom jul og påske er halloween også blevet en sæson, hvor konfekture i højere grad er at finde i forbrugernes indkøbskurve. Julen og påsken er dog fortsat de største sæsoner, men halloween er nu den tredje største sæson inden for konfekture. I påsken 2018 (uge 12-13) blev der solgt for 319 mio. kr. konfekture mod 270 mio. kr. til halloween 2018 (uge 43-44).

Confectionary-Seasonality

HVAD BETYDER DET FOR DIG SOM RETAILER ELLER LEVERANDØR?

Som dagligvareleverandør bør du spørge dig selv, om du udnytter halloween-sæsonen fuldt ud?

  • Opnår du fair share i uge 43-44 2019?
  • Og det samme spørgsmål bør enhver retailer stille sig selv. Er jeg god nok til at trække kunder til mine butikker, når der skal handles ind til halloween?

Halloween kan også være en anledning til dels at forstærke dit brands relationer til dine nuværende kunder og skabe en højere loyalitet. Omvendt er det også en mulighed at benytte Halloween til at øge din penetration ved enten at tilføre nye kunder til din kategori og brand; eller ved at tage salg fra dine konkurrenter.

Halloween er én af de begivenheder, som er med til at trække kunder i butik. En indkøbs mission hvor pris ikke nødvendigvis er det vigtigste, fordi der skal købes ind til en speciel anledning. Halloween kan dermed være med til at tiltrække kunder og kurve, som ikke kun øger salget inden for konfekture, udklædning og andre non-food kategorier, men også på tværs af hele butikken.